Piazzolla smelter sne
Sorø Klosterkirke, 3. marts 2026 19.00
Af Henrik Egede
Sorø Klosterkirke er monumentalt stor. Svært at sige, om munkene, der for otte hundrede år siden lod kirken bygge, havde forestillet sig, at vi tirsdag den 3. marts 2026 var tyve mennesker på plads.
Det var nu også en speciel aften. Med et kort musikalsk program – og efterfølgende generalforsamling i Sorø Internationale Musikfestival.
Det gjorde intet, at kirken var stor og fremmødet begrænset. Da musikken tog fat, blev det hele eksklusivt og intenst. De musikalske stjerner var vore ”egne”: Malene Thastum på flygel og Stefan Baur på saxofon. Der var ifølge programmet lagt op til ”tango og fest”.
Programmet holdt, hvad det lovede. Der var på 35 minutter strejf af forår og Sydamerika. Lige en musikalsk rejse, vi trængte til, efter den stride vinter.
Maurice Ravel (1875-1937) er kendt for sin ”Bolero”. Her hørte vi hans ”Piece En Forme de Habanera”. Habaneraen er en cubansk dans, højeste mode i Europa for 110-150 år siden. Den store arie i Bizet’s ”Carmen” er en habanera. Ravels stykke er muntert, med sekvenser, der førte tankerne hen på ”Bolero”.
Spaniens var næste punkt. Landets største komponist, Manuel de Falla (1876-1946) og hans ”syv folkelige sange”. Vi fik tre af dem. Den første, Polo, handlede usædvanligt nok om utroskab og ønske om hævn. Voldsomt. Efterfulgt af en vuggevise!
Tango var vi lovet og tango fik vi. Den argentinske komponist Astor Piazzolla (1921-1992), der med Trio Zoom sidste sommer begejstrede Klosterkirken, var igen på programmet. Han har nyfortolket tangoen. Den melankolske Oblivion (Glemsel) og til sidst den dansante Primavera Porteña. Jeg er fan.
”Jeg ønsker, min musik bliver spillet i 2020 – og også i 3000”, skrev Piazzolla i sin selvbiografi. Nu klarede vi den i Sorø i 2026.
Sidste stop var franske Darius Milhaud (1892-1974). Han havde i sin ungdom været ambassadesekretær i Rio de Janeiro og hans musik har brasiliansk inspiration, blidere og tættere på sambaens rytme.
Flot, sammenhængende mini-program på en lille intern og intens aften i Sorø Internationale Musikfestival. Fremførelsen var upåklagelig, med temperament. Bifaldet var varmt og fortjent, men svært at tolke en publikumsreaktion, når vi var så få og programmet var så kort.
Der lå en lille snebunke udenfor ved Klosterporten, da vi kom. Den var forsvundet, da vi kørte. For mig var det Piazzolla og hans intense årstidsmusik, der smeltede sneen.
