Nytårskoncert med BarbAros.
18.01.2026
Musik eller sport?
Da koret BarbAros trådte op foran det fremmødte publikum i Sorø Klosterkirke, med ens jakkesæt og
nystrøgede skjorter, var mine første tanker på flot og poleret kormusik, men var slipset lidt for kort?
Koret lagde ud med at synge en traditionel amerikansk folkesang ”Shenandoah”. De sang med
overbevisning og de nydelige unge herrer gjorde en dyd ud af at levere og performe. Selvom de ikke
sang helt rent og timingen ofte heller ikke var der, gav det en charmerende og hyggelig atmosfære i den
flot belyste Klosterkirke. Jeg rettede mit fokus og forundring væk fra deres visuelle fremtoning til et
mere glædeligt og behageligt fokus på deres auditive udtryk. Barbershop er firstemmig a cappella sang
og er ikke en genre jeg ofte lytter til, men når det er udført på et højt niveau som det BarbAros kan
levere, så er det absolut værd at høre på.
Barbershop er et amerikansk fænomen og samtidig en konkurrencesport. Hvert år arrangeres
mesterskaber i både Norden, Europa og andre steder i Verden. Amatørkoret BarbAros blev stiftet af
Jonas Rasmussen i august 2017 og deltager også i konkurrencer, hvor de flere gange har vundet flere
fornemme priser og placeringer.
Programmet til denne dags nytårskoncert bød på alt fra ”Ave Maria” over ”Through the Years” og ”It is
Well With My Soul” til en Birthe Kær klassiker ”Vi maler byen rød” og selvfølgelig ”Mandalay” og var sat
godt sammen. Alle fremmødte fik en god oplevelse og en rejse rundt i barbershop genrens forskellige
registre. Underholdende og livsbekræftende er det at se og ikke mindst høre BarbAros. Selvom jeg
personligt ikke er til indstuderet indlevelse og falske smil, blev jeg alligevel revet med af stemningen
som koret skabte i klosterkirkens skønne rum. Den unge dirigent Søren Kronsgaard Detlefsen havde
flot styr på indsatser, dynamik og nuancer og ledte på fornem vis publikum og koret igennem en
sprudlende og festlig nytårskoncert.
Jeg ved ikke om Mills Brothers havde den forfærdelige stemmefløjte med, som gennem hele
programmet havde sin egen lille koncert mellem numrene, for at sangerne kunne finde deres toner.
Den kunne jeg godt have undværet. Et givetvis uundværligt værktøj for sangerne, men et unødvendigt
onde for tilhørerne og et kedeligt klangløst indslag i pauserne.
Det virker til at koret og deres medlemmer har et godt kendskab til hinanden og er stærkt
sammentømret. Det smitter positivt af på den musikalske oplevelse og giver et finurligt sammenspil
sangerne imellem. Man oplever barbershop musikken, med de højtopbyggede akkorder, tætte
harmonier og vovede swipes på fornem vis når BarbAros ”maler væggene” i Klosterkirken med deres
flotte stemmer og spændende arrangementer. Her drages man af sammenholdets gnist og den tydeligt
udstrålende musikglæde man kun får fra amatører. Det skorter hverken på store smil eller vidt åbne og
energifylde øjne. Samtidig er man overbevist om, at det nok ikke er spor kedeligt at være med ved
deres ´Nachspiel´ eller ”Afterglow” som det hedder i Barbershop verdenen.
Det er muligt at Barbershop er en konkurrencesport, men de godt 100 der havde købt billet til
koncerten, fik dog masser god musik med hjem. Opløftet og musikalsk beriget, skulle man gøre sig
umage for at gå hjem fra koncerten med BarbAros, uden et lille smil på læben.
Dennis Vinholt Andersen
Cand.mus.pæd.