Planlægningen af vinter- og sommerkoncerterne i 2023 er i fuld gang.
Vi åbner sæsonen allerede onsdag efter nytår med en orgelkoncert, som kommer til at indeholde både folkemusik fra Fanø og klassisk orgelmusik, spillet af Tobias Dahl. Vi planlægger også en Børnekoncert i løbet af vinteren, og måske lykkes det at lave en koncert arrangeret af unge.
21. marts kommer en helt unik, engelsk vokalgruppe til Sorø Klosterkirke: Voces8. Det bliver en forrygende oplevelse!
Sommerens koncerter bliver afholdt på onsdage kl. 19 – orgelkoncerter kl. 17 – Finalekoncerten kl. 16. Koncerterne afholdes i Sorø Klosterkirke bortset fra koncerten ombord på Lille Claus, som vi forventer bliver spillet af en saxofonkvartet.
Vi planlægger besøg af en engelsk duo (guitar og fløjte), en dansk duo (violin og klaver) samt en duo med deltagelse af Merethe Køhl Hansen og en hornist. Derudover koncerter på kirkens verdensberømte orgel samt en klaveraften m.m.
I juli er vi så heldige, at Concerto Copenhagen igen kommer til Sorø, og sæsonen rundes af med Finalekoncerten i samarbejde med Chorus Soranus (Brahms Requiem).