Brydende musik i brydende tider
Af Bjørn Dahl Lumholt
Sorø Internationale Musikfestival ser sæsonen til ende med en finalekoncert, der som altid
bryder onsdagsrytmen med en søndag. Det var så ikke det eneste der blev brudt, fordi
programlayoutet var ikke som det plejer denne gang. Og lige såvel med et programindhold med
musik i ”brydningstid”.
Sorø Klosterkirke er fyldt med mennesker, og luften dirrer forventning. Det er fra første impuls
fra dirigenten Kristine Vad, at der klinger en fredsbøn af Felix Mendelssohn Bartholdy.
Mendelsohns næsten bachianske kompositionsteknikker med kontinuerlige strygerklange, der
starter i det dybe med celli og den enkelte kontrabas, hvorudfra de mest velintonerede
herrestemmer udspirer. Senere sniger violinerne sig ind på dig, og de vækker en impuls til de
lysere stemmer, hvor det hele gror ind i et himmelsk sammenspil mellem kor og strygerorkester.
Det er Chorus Soranus med festivalensemble og Øresundskvartetten under ledelse af Kristine
Vad, som til daglig dirigerer koret. Programmet koncentrerer sig nu om koret, der skal synge
Benjamin Brittens ”Advance Democracy” fra 1938. Politisk kampmusik på tærsklen til anden
verdenskrig og fascisme, der insisterer på demokratiets idealer, netop som de trues. Værket,
ved jeg, tager ofte 3 minutter og 22 sekunder. Men Kristine Vads hastige fortolkning hev det
drastisk ned næsten 30 sekunder, som tilførte en intensitet, der nær brød igennem
kirkevæggene med kampgejst. For ikke at nævne den lille koreografiske detalje undervejs
dramaturgisk, at de yderste sangere vendte sig 45 grader ud mod hver side. Det er de små ting,
der gør livet sødere
En strygekvartet bryder ind i midten af kirkegulvet. Det er Shostakovisch’ famøse strygekvartet
nr. 8 fra 1960, der med sine kaldende rytmer og pseufzer i begyndelsen bliver til en
selvbiografisk tornado gennem 2. satsen. Undervejs vil der opstå pludseligt rystende udbrud,
der rejser spørgsmålet: Finder værket ro? Finder komponisten nogensinde ro? Shostakovich’
eget liv får pludselig en rolle det store eftertænksomme kirkerum. Værket er tilegnet ofrene for
fascismen, det sovjetiske regime og krigen, og han benytter sine initialer D, S, C og H som toner
i værket.
Ud af dette mørke får vi en fredsbøn igen. Teksten er ikke Luthers oversættelse som
Mendelsohn indledte programmet med, men det er originalversionen på latinsk ”Da pacem,
Domine”. Arvo Pärt opnår et uendeligt og meditativt udtryk ved ganske få toner og variationer.
Endeligt munder koncerten ud i en hyldest til musikken, der trækker i korets fulde register, og
holder 1. violinisten helt ude på kanten af stolen: Serenade To Music fra 1938 af Ralph Vaughan
Williams. ”Rolf” har lagt grobunden for flotte serenaderende strygerorkesterklange i selskab
med kirkens flygel. En masse seje ledetoner og smukke mediantforbindelser giver farve og en
gyngende affinitet i musikken.
Det var en både bragende og brydende festival i år! Der ikke mere at sige end, at vi glæder os til
næste år.
