Endelig kom tiden at kor og orkester skulle klinge i Danmarks tredje længste kirke igen. Det skete onsdag aften, da Trinitatis kantori og barokorkester lagde vejen forbi Sorø Klosterkirke med Bachs H-moll messe. Med sig havde de fire solister(sopran, mezzosopran, tenor og bas), og det var alt sammen under ledelse af den særdeles kompetente Søren Christian Vestergaard.
Værket er kendt fra Bachs tid som ”det sværeste af alle kendte værker” med enkle temaer bearbejdet i yderkanterne af stemmerne i korets ambitus og kunnen, og – blot for at nævne et eksempel – enkelte instrumentalisters solistekvilibrisme undervejs. Luften dirrede af forventning!
Og det var ved første armbevægelse fra Søren, at kirkerummets tyngde virkelig begyndte at kunne mærkes. Flotte korakkorder efterfulgt af gennemkomponerede mellemspil i orkestret og en fuga! Og så kom solisterne på banen. Det var de to sopraner, der komplementerede hinanden, som Sherlock Holmes skarphed passer med Dr. Watsons varme og menneskelighed. I hhv. en lys grøn kjole var sopranen, Christine Nonbo Andersen, og i en mørk grøn kjole var mezzosopranen, Laura Mayer. Det er de små detaljer, der gør livet sødere. Flere skønne solister kom på banen i løbet af koncertens mange arier og korsatser.
Det er bemærkelsesværdigt, at Bach har skrevet over tusind værker – bortset fra de mange værker, der formentligt er gået tabt. Men alligevel giver musikken på ingen måde udtryk for tilfældigheder eller hastværk. Strålende trompetklange, der sniger sig ind på én, når man mindst venter det. Velbalancerede -og intonerede korklange, der lægger sig på orkestret som nyfalden sne. Og uden tvivl og velment de mest rytmisk præcise solister, jeg har hørt i mine seksten somre på denne jord. Nu var jeg jo så heldig at sidde på første række, og der var det så intimt, at man kunne dufte solistens mintpastil.
Man forventer med et barokorkester, at det vil lyde ganske nøjagtigt som i Bachs tid, og det gjorde det også med barokfløjter og naturhorn. Søren dirigerer empatisk i kyriedelen, som gør vemodet i musikken ganske nært. De tætte temaindsatser kulminerer i en gloria-del, hvor man hører trompetens stråleglans for første gang. Man bliver grebet i en stillestående tilstand, hvor det føles atmosfærisk. Hvor Søren tager Bach ved hånden og bærer publikum med. Credodelen fortæller Jesu historie med toner af lidelse i et kromatisk nedadgående basostinat efterfulgt af opstandelsesmusik med trompetklanges herlighed og sangere, der ikke kan vente med at dele det glædelige budskab og næsten må afbryde hinanden. Det bliver til hellig-udbrud i sanctus-delen fyldt af glæde.
Når man hører netop dette værk i sådan et rum, kan man ikke helt undgå at folde hænder undervejs. Det er som Bach skrev i sine kompositioner: Soli Deo Gloria – Ære til Gud alene Trinitatis kantori og Søren Christian Vestergaard mindede os om palmebladene, der nu skal svinge påskeugen i gang.
Bjørn Dahl Lumholt
