Fornem åbning
Anmeldelse
Af Hans Krarup, organist.
Om det var tanken om at sidde i Sorø klosterkirkes skønne rum i en temperatur, der lå 5-6 grader under den stegende temperatur udenfor, eller om det var forventningen om at opleve Sorøs berømte bysbarn , sopranen Ann Petersen, så var kendsgerningen den, at festivalkomiteens formand Klaus Gylling kunne tælle til præcis 200 publikummer på sit tælleapparat til åbningskoncerten i onsdags. Det var et flot startskud til den perlerække af koncerter i klosterkirken og andre lokaliteter , som vi har i vente hver onsdag aften, inden den store afslutningskoncert med solister, kor og orkester søndag d. 31.august.
Med kirkens organist Merethe Køhl Hansen på orgelbænken og Joanna Ulricke Maliebe fra Malmö symfoniorkester på violin indledtes koncerten med César Francks udødelige ”Panis angelicus” , kendt og elsket overalt på jordkloden. I onsdags valgt som åbningsnummer , vel sagtens også for at give alle 3 medvirkende i koncerten mulighed for at musicere sammen i kirkerummet med 200 publikummer og den dermed ændrede akustik.
Men snart efter gik det løs med J.S.Bachs store 4-satsede violinsonate i E-dur. Et stykke kammermusik for violin og cembalo, her fremført for violin og orgel. Hørt fra publikums rækker var balancen mellem violin og orgel skæv i de 3 første satser,- violinen druknede i orgelklangen. Men alt endte lykkeligt: i den perlende 4. sats fandt de 2 dygtige musikere hinanden i perfekt balance og gav den vidunderlige musik en blændende fremførelse: barokmusik på højt plan.
Koncertens ”hovednummer” kom til sidst: Richard Strauss´ senromantiske ”Vier letzte Lieder” , skrevet i 1946, få år før komponistens død, efter at han på mirakuløs vis havde ”overlevet” 2.verdenskrig. Det er subtil musik for sopran og symfoniorkester, med dybdeborende tekster af Hesse og Eichendorff, – der findes i gode danske oversættelser. De var desværre ikke tilgængelige for tilhørerne i onsdags. Det var synd for de 3 dygtige musikere med Ann Petersen i spidsen for en gennemarbejdet udførelse, at tilhørerne måtte undvære den dimension.
Ikke desto mindre blev der lyttet af det store publikum, så det knagede. Og bifaldet i kirkerummet var lige så varmt som temperaturen uden for kirken.
