Orgler skal bruse, skal de

Af Henrik Egede
Lad os tale om orglet. Opfundet i det 3 århundrede før Kristus. De første orgler var vandorgler, hvor vandets tryk regulerede luftens tryk til piberne. I antikken brugt ved væddeløb, teater og fester. I den tidligere middelalder vandt orglet indpas i kirkerne. Der har det stået lige siden.
Også i Sorø, hvor Klosterkirkens hovedorgel – et Marcussen & Søn fra 1942 – i aftes var centrum for endnu en fantasifuld koncert, der viste det meterhøje instruments vilde potentiale. Unge, hollandske Martijn Pranger (f. 2003) trakterede orglet. Med elegance, temperament, med moden forståelse for det stille, det melankolske, det melodiske og det voldsomt brusende. Orgler skal bruse, skal de. ”Yeah”, råbte vores unge organist fra pulpituret, da det brusede allerbedst.
Johan Sebastian Bachs (1685-1750) barokke orgelværker er altid et besøg værd. Pranger gav os et par stykker, altid rytmiske, skiftevis fjerlette og tunge. De holder.
Indtryk gjorde også svenske Oskar Lindbergs (1877-1955) ”fæbodssalme fra Dalarna”. En fæbod er en sæterhytte, hvor kvæget går om sommeren. Man kunne næsten fornemme støvet på gulvet og høre den trækharmonika, der har spillet melodien, før Lindberg omsatte den til orglet. Sejt.
Vi fik Carl Nielsen (1865-1931), et par uddrag fra Aladdin-suiten. Den drømmende part stod stærkt og i flot kontrast til de mystisk ”dansende tåger”.
De franske stykker i koncerten stod, for mig, mere utydeligt. Frankrig har en stærk moderne orgelkultur, fra 1900-tallet. Jean Langlais (1907-1991), Maurice Duruflé (1902-1986) og danske, katolsk inspirerede Leif Kayser (1919-2001) var svære at komme ind på livet af, et mere avanceret tonesprog med inspiration fra bl. a. gregoriansk korsang og katolsk liturgi.
Martijn Prangers helt unikke styrke var dog improvisationerne. Hold da op, hvor han rev os med, først i to improvisationer over danske salmer og til sidst i ekstranummeret, en improvisation over H. C. Andersens ”I Danmark er jeg født …”. Her demonstrerede Pranger rækkevidden, både af sit talent og af hvad orglet kunne. Bravo. Stående bifald.
”Jeg forstår egentlig ikke, at I ikke har valgt den som nationalsang. Den er fantastisk”, kommenterede han. En så ung og talentfuld organist som Martijn Pranger må have en lysende fremtid. Sympatisk – og dansk-talende tilmed.
Der er orgelvenner – og der er folk, der har orgel-fobi. Mere end et halvt hundrede orgelvenner var i Klosterkirken i aftes. Jeg er orgelven, sådan må det være, når man er vokset op med et hvidt stueorgel fra N. Chr. Christensen i Snedsted. Klar næste gang, glad for, at Sorø Internationale Musikfestival sommer efter sommer giver os smagsprøver på, hvad dette fascinerende instrument kan.
”Instrumenternes dronning”, sagde Mozart om orglet. Jo, det forstår vi da …