Til instrumenternes yderste grænser
Af Henrik Egede
Hold da op! Man skal høre meget, før ørerne falder af …
Det var tæt på i aftes. På besøg i Sorø Klosterkirke, til den 8. koncert i Sorø Internationale Musikfestival, var nemlig Copenhagen Contemporary String Quartet. En strygekvartet, som har et år på bagen. Og som – hvad navnet antyder – kun spiller musik af nutidige, nulevende komponister.
Vi fik høre andre lyde end de sædvanlige, sat op i et intimt matiné-format med publikum på alle sider af de fire unge musikere. DR var til stede. Hvad mikrofonerne opfangede, udsendes på DR P2 næste onsdag.
2020’ernes musik, altså. Hvis nogen syntes, det lød ens, var der alligevel klare forskelle.
Baskisk/spanske Mikel Urquiza (f. 1988) leverede fire satser, alle variationer over strygekvartettens grundelementer. Her blev citeret fra Haydn og Beethoven, i en munter, parodisk, men altid melodisk form.
Urquiza er inspireret af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, der flyttede om på kendte elementer for at skabe nye. ”Hvis man blander gode gamle lyde, vil de blomstre”, skal Urquiza have sagt. Særligt den 2. sats, der undersøger ti forskellige former for lyde, regnvejr kan lave, var populær hos publikum.
I den fjerde sats muntrede Qrquiza sig med det forhold, at Beethoven havde svært ved at afslutte sine værker. På en eller anden måde blev Beethoven nu spillet baglæns. Begavet, morsomt og musikalsk.
Indrammet af den baskiske komponist hørte vi nye værker af danske eller herboende, unge komponister. Her var tilgangen en anden, med betydelig inspiration fra elektronisk musik og computerstyret komposition. Vel var der to violiner, en bratsch og en cello i rummet. Men de lød som noget andet.
Adrianna Kubica-Cypek (f. 1996) leverede ”Full Moon”, et stemningsbillede af den intensitet, vore følelser får ved fuldmåne. Det var filmmusik uden film. Stemningsfuldt og drømmende.
Mads Emil Dreyer (f. 1986) kommer fra den elektroniske musik. Dreyer vil ”til bunds i, hvad de klassiske instrumenter kan frembringe af lyd”. Det kom han i sin stille, nærmest hviskende ”Doldrums, inertia”, der her blev uropført. Svensk-græske, dansk bosatte Athanasia Kotronia (f. 2000) havde skrevet en hyldest til Afrodite – elskovens gudinde. I stil med Dreyers: stilfærdig, søgende og stemningsskabende.
Krævende? Ja, det må man sige. Men også legende på en barnlig, undersøgende måde: ”Det her instrument? Hvad kan det sige?”. Sindet skal åbne sig. Ellers går det ikke.
De tre danske komponister var til stede i kirken. Vi kommer at høre mere til dem. Og de kommer med garanti til at komponere noget, forhåbentlig lidt kortere, lidt mere folkeligt, vi skal høre fremover.
En enkelt publikummer gik sin vej. De fleste fik en anderledes oplevelse. Absalon og Ludvig Holberg, der ligger begravet omme bag ved, har vel med tiden lært at vippe med fødderne til Bach og Buxtehude. De siger, de lige skal vænne sig til det nye tonesprog, men det kommer nok.
Næste koncert er 9. og næstsidste i sommerens soranske festival. Onsdag den 26. august kl. 19. Her skiftes fra strygere til blæsere, når kvintetten Vindtro kommer på besøg. Repertoiret er mere sædvanligt, bl. a. Carl Nielsen.
