Finalekoncert Chorus Soranus
Billetpris 250kr/200kr/150kr/100kr Børn og Unge under 25 år gratis.
Finalekoncerten er traditionen tro lagt i hænderne på det lokale kor Chorus Soranus under ledelse af Kristine Vad. I 2027 kan Chorus Soranus ydermere fejre deres 60 års jubilæum og det har de ønsket at gøre med et program med titlen Fra Uro til Jubel.
Hvordan kan musikken give form til erfaringer af uro, uvished og håb? Dette spørgsmål danner udgangspunkt for Fra uro til jubel, hvor værker af Brahms, Mendelssohn og Beethoven samles i én dramaturgisk helhed for kor, solister, pianist og orkester.
Programmet er tilrettelagt som en musikalsk bevægelse fra uro og udsathed over tillid og glæde til fællesskab og jubel. De enkelte værker står stærkt i sig selv, men sættes i relation til hinanden, så koncerten får karakter af en samlet kunstnerisk fortælling.
Projektet samler Chorus Soranus og professionelle musikere i et tæt kunstnerisk samarbejde med fokus på klang, sammenspil og formidling. Koncerten markerer samtidig korets 60 års jubilæum og skal både samle erfaringerne fra seks årtiers korsang og pege frem mod korets fortsatte kunstneriske udvikling.