Hans Ole Thers, orgel
Hans Ole Thers kender Sorø godt fra sin gymnasietid på Sorø Akademis Skole. Han fik som alumne på Akademiet orgelundervisning af Sorø kirkes daværende organist, Knud Vad. Både før, under og efter tiden på Akademiet var han organist i et par kirker på egnen, først i sine allertidligste teenageår i Haldagerlille kirke i tre år, derefter fulgte syv års ansættelse i Pedersborg kirke.
Efter studentereksamen i 1975 blev han optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra han aflagde kirkemusikalsk kandidateksamen med topkarakter i 1980. Han blev efterfølgende uddannet som statsprøvet musikpædagog i orgel med eksamen i 1983.
1985-86 gennemførte han videregående studier i Paris hos Marie-Claire Alain, André Isoir og Susan Landale.
Hans officielle debut fra solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1986 blev usædvanligt godt modtaget af et rekordstort publikum og af pressen.
Hans Ole Thers blev i 1985 blev ansat som organist og klokkenist i Helligaandskirken på Strøget i København, hvor han i mere end 35 år var leder af kirkens omfattende musikliv.
Sideløbende med sin ansættelse som organist varetog han i over 30 år sit hverv som docent på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med speciale i fransk romantik, tysk barok samt liturgisk orgelspil, herunder improvisation.
Efter 53 års ansættelse som organist i Den danske folkekirke stoppede Hans Ole Thers i begyndelsen af 2021 i sine faste stillinger, og han optræder nu som freelance koncertorganist og orgelpædagog for avancerede studerende.
Han har en udstrakt karriere som orgelsolist i ind- og udland. Han har spillet koncerter i de fleste europæiske lande samt i USA og Australien, og han har haft adskillige turnéer i Rusland.
Han har indspillet talrige CD’er med barok og romantisk orgelmusik, blandt andet en komplet udgave af Widors 10 orgelsymfonier samt Widors øvrige orgelmusik.
Hans Ole Thers har komponeret musikken og præsten Carina Wøhlk har skrevet digtene til ”Salmeskat” i to bind, udgivet af Wilhelm Hansens forlag både som CD, koralbog og motetter for blandet kor.
Han har modtaget en række legater, herunder det franske statslegat.
Programnoter
Af Johann Sebastian Bach høres ved dagens koncert et af de tidlige orgelværker, Præludium og fuga i f-mol, skrevet i Weimar omkring 1716. Tonaliteten f-mol udforskes og udfordres gennem rækker af gentagne, harmonisk insisterende halvtonetrin, der efterfølges af arpeggioer, som straks efter munder ud i lange sekvenser funderet på skalabevægelser i pedalet. En stor septimakkord efterfulgt af et virtuost recitativ lægger op til fugaen. Fugaen er fem-stemmig. Det karakterfulde tema består først af en opadgående, sidst af en nedadgående trinvis bevægelse. Midt i temaet optræder et påfaldende interval, et nedadgående, formindsket septimspring, et stærkt affektinterval. Hvad er affekten? Sørgmodig, heroisk, inderlig, flot? Det er op til tilhøreren selv at vurdere, alle muligheder er åbne.
Georg Friedrich Händel skrev ikke store soloorgelværker, men til gengæld 12 skønne og iørefaldende værker for orgel med orkester. I dag høres en version af Orgelkoncert i d-mol, opus 7 nr. 4 fra ca. 1744. Værket med dets fire satser er tilpasset et stort orgel uden orkester, idet orglet spiller begge roller.
César Franck var lige som Charles-Marie Widor optaget af den klangverden, som orgelbyggeren Aristide Cavaillé-Coll realiserede i sine nye orgler. Orglerne har kraftige rørstemmer, store og syngende fløjter og et stort udvalg af grundstemmer i ottefodslejet. Desuden har orgeltypen en veludviklet svellemekanik, så den spillende med et bræt til foden kan graduere lydstyrken uden at ændre den valgte registrering. Fantaisie en la majeur fra 1878 er et fint eksempel på, hvordan Franck bruger orglet ud fra disse vilkår.
En syngende, opadgående treklang dominerer det lange værk. Temaet optræder i starten unisont, det udbygges mere og mere, indimellem opstår typiske Franck-choraler, der lyder som stilfærdige salmer, undertiden spillet på vox humana med kraftig tremolo. Lyriske sidetemaer spillet på fløjter varierer med diverse udbrud på orglets store trompeter. Værket ebber ud i en stille choral – i a-mol.
I 1934 skrev den da 90-årige Charles-Marie Widor dét, der blev hans svanesang for orgel. Overskriften for de tre stykker er optimistisk fremadskuende: Trois nouvelles pièces, Tre nye stykker. Men titlerne og musikken tænker bagud. Classique d’hier, Klassisk af i går, er sørgmodigt fabulerende i sit musikalske udtryk. Mystique mediterer eftertænksomt i en smuk fløjtesolo. Den efterlader optimisme og håb om, at alting ender godt. Men så vågner vi op til Classique d’aujourd’hui, Klassisk af i dag. Widor viser i sin høje alder musikalsk vitalitet med sine flotte toccataelementer. De overtages imidlertid af en vemodig melodi, der får lov til at slutte stykket. Widors allersidste orgelværk er flot og smukt, men han røber sin bekymring for, hvad dagen i dag vil føre med sig.
Symfoni nr 5 i f-mol, opus 42/1 blev komponeret til det ny Cavaillé-Coll-orgel i Saint-François-de-Sales-kirken i Lyon, og Widor selv uropførte værket her i 1880.
Hans Toccata fra den femte orgelsymfoni, som afslutter dagens program, er et af verdens berømteste musikstykker. Hvirvlende arpeggioer omkranser det inciterende og rytmisk prægnante hovedtema. Under dette dukker pedalets gengivelse af temaet op i længere værdier, nu udstrakt over et interval på to oktaver. Midt i satsen indtræder et decresendo, men alle kræfter samles atter i reprisen: hovedtema i venstre hånd, arpeggioer i højre hånd og forskudt hovedtema i dobbeltpedal.
Hans Ole Thers